Kategorier

Honningglaseret andebryst med rodfrugter i persille-hvidløg

4 personers hovedret

3 andebryster a ca 300 g
800 gr rensede rodurter og løgvækster, f.ex gulerødder, pasti-nak, selleri, porre og løg
4 spsk sherryeddike + 4 spsk sherry
2 spsk honning
4 fed hvidløg
1 bdt persille
salt
peber

Skær grøntsagerne i mindre stykker. Hak persille og hvidløg fint.
Rids andebrysterne på kryds og tværs på fedtsiden. Pas på ikke at skære i kødet. Kom brysterne på en meget varm jernpande med fedtsiden nedad. Steg ca 3-4 minutter på fedtsiden, vend brysterne og steg videre et par minutter på den anden side. Krydr med salt og peber. Kom andebrysterne i en bradepande. Hæld fedtet fra panden. Kog panden af med sherrydddike. Hæld pandeafkoget i bradepanden. Steg herefter brysterne i ovnen 6-8 minutter ved 225 grader. Tag dem ud, pensl med smeltet honning og slut med at give brysterne et par minutter under grillen til de er gyldne. Lad brysterne trække 5 minutter før de skæres i skiver og serveres med sherrysky og rodfrugter.
Tør panden af med køkkenrulle. Kom tre spsk af andefedtet i panden og rist grøntsagerne ved jævn varme. Krydr med salt og peber undervejs. Når grøntsagerne er gyldne og sprød-møre røres persille og hvidløg i.

Kilde: Meyers Køkken

Honning- og sesamglaseret kalkunbryst med cremet orangesauce

6 personer

1 kalkunbryst på ca. 1 kg
15 g margarine
1 tsk salt
peber
2 dl hvidvin
1 dl hønsebouillon

Honningglasering:
½ dl honning
½ dl soyasauce
1 fed presset hvidløg
2 spsk sesamfrø

Orangesauce:
2 skalotteløg
1 spsk olie
1 tsk hakket rød chili
siet sky og hvidvin indtil der er 2 dl væske
juice af 2 appelsiner, 2 dl
2 dl creme fraiche 38 %
½ tsk salt
smages evt. til med appelsinskal

Tilbehør:
250 g sukkerærter
2 røde peberfrugter svitses i 1 spsk olie
360 g jasminris, der kommes i en lille smurt skål, der vendes ud på tallerkenen.

Kalkunbrystet brunes på alle sider i margarine. Stegen krydres og lægges i et ildfast fad. Vin og bouillon hældes ved og formen stilles midt i en 160 grader varm ovn. Kalkunbrystet steges ca. 1 time. Skyen hældes fra og sies. Glaseringen røres sammen og stegen pensles. Glaseres ved 225 grader i ca. 10 minutter. Stegen pensles undervejs og al glaseringen bruges. Når der mangler 5 minutter af stegetiden drysses kalkunbrystet med sesamfrø. Stegen hviler 15 minutter. Skalotteløg hakkes og steges klare i olie. Chili, sky, hvidvin og appelsinjuice tilsættes. Saucen simrer ca. 10 minutter. Creme fraiche røres i og saucen koger yderligere 5 minutter. Smages til med salt. Kalkunbrystet skæres i tynde skiver og overhældes med honningglasering fra bunden af den ildfaste form.

Alessandra kyllingebryst

4 personer

8 stk. kyllingebryst
2 æg
100 g rasp
1 tsk frisk oregano
1 lille løg
20 g parmesanost
1 citron
olivenolie til stegning
salt/peber

Kyllingebrysterne skæres over på langs. Løget snittes fint. Løget og de øvrige ingredienser (undtagen æggene) blandes med raspen. Vend kyllingestykkerne i æg og derefter i raspblandingen. Steg stykkerne i olivenolie på panden, og server med masser af presset citron.

Kilde: Restaurant Colosseum, Århus

Amerikansk kalkunpie

4 personer

Dej:
175 g hvedemel
75 g smør
1 æggeblomme
2 tsk tørret timian
1 knsp salt
ca. ½ dl koldt vand
æggehvide til pensling

Kalkunfyld:
300 g kalkunbryst
1 løg
3 gulerødder
2-3 stilke blegselleri
30 g smør
3 spsk mel
3 dl hønsebouillon
2 stilke frisk timian
salt og peber

Hak smørret i melet og smuldr det ensartet. Tilsæt æggeblomme (gem hviden) og krydderier og saml hurtigt dejen med koldt vand. Eller kom samtlige ingredienser i en foodprocessor, og dejen er samlet på rekordtid. Læg dejen i køleskabet, mens fyldet tilberedes.

Skær kalkunkødet i smalle strimler. Rengør grønsagerne og skær dem i skiver. Varm smørret på en stor pande og svits kød og grønsager heri nogle minutter for god varme, mens der røres. Drys melet over og tilsæt suppen gradvist under omrøring. Smag stuvningen til med timian, salt og peber og fordel den i bunden af at tærtefad (ca. 24 cm i diameter).

Rul dejen ud og læg den over fyldet som låg, skær den til i siderne og tryk den godt fast. Udstik resterne af dejen med en lille form. Pensl dejen med sammenpisket æggehvide. Fæstn de små figurer på dejlåget, pensl igen og bag derefter pien i ovnen ved 200 grader i ca. 45 minutter.

Andebryst farseret med brøndkarse og cognacmarinerede, soltørrede figener

6 personer

3 andebryster
salt
peber
100 g brøndkarse
2 spsk olivenolie
100 g soltørrede figner
1 dl vand
1 laurbærblad
saften af 1 lime
1 spsk cognac
500g nye kartofler
8 fed hvidløg
½ dl olivenolie
salt

Pynt og tilbehør:
ekstra brøndkarse
12 limeskiver
creme fraiche 38%

Lav et snit i hvert andebryst på kødsiden og skær ud til begge sider. Åbn hvert bryst og krydr med salt og peber. Skyl brøndkarsen og kom den i en kasserolle med det vand, der hænger ved, og lad den dampe under låg i 3 minutter, til den er lige akkurat falder sammen. Dup den tør på et stykke køkkenrulle. Snit den let igennem og fordel den i andebrysterne. Fold kødet sammen og bind en bomuldstråd om. Brun brysterne på skindsiderne i den meget varme olie. Vend dem og brun dem let på kødsiden, skru ned og læg et låg halvt over og lad dem simre i 25 minutter. Sluk og lad dem trække i 10 minutter. Kog vand og laurbærblad. Dek figner i halve og kom dem i sammen med limesaften og bring det igen i kog og lad det koge 2-3 minutter. Sluk og lad fignerne køle af i vandet. Si vandet fra og vend fignerne i en sjat cognac. Del kartoflerne i små stykker. Pil hvidløg og skær dem i kvarte. Varm olien til middelvarm og kom kartoflerne, der er blandet med hvidløgene på og lad dem dampe uden at brune. Vend let i dem og giv dem 4-5 minutter, så de bliver mørke. Skru op og giv dem 4-5 minutter for stærk varme, så de bliver sprøde og gyldne. Drys med salt. Server andebrysterne i skiver sammen med frisk brøndkarse, figner med limeskiver og de stegte kartofler. Giv creme fraiche til.

Andebryst med appelsin

4 personer

2 andebrystfileter
saft af 2 appelsiner
strimlet skal af 1 appelsin
4 dl andebouillon
½ dl tør hvidvin
ca. 2 tsk majsstivelse
2 appelsiner i skiver
smør

Skindsiden af andebrystfileterne ridses. Kødet steges på en pande, først med skindsiden nedad ca. 10 min., derefter ca. 8 min. med kødsiden ned. Kødet hviler, mens saucen tilberedes.

Den fintskårne appelsinskal koges ca. 5 min. i vand og afdryppes. 2-3 spsk stegesky fra panden kommes i en gryde. Appelsinsaft, vin og andebouillon tilsættes og saucen koges lidt ind. Majsstivelsen udrøres i lidt koldt vand og saucen jævnes. Saucen smages til med salt og peber.

Appelsinskiverne steges let på en pande i lidt smør. Anden serveres skåret i tynde skrå skiver, garneret med appelsinskiver og drysset med den strimlede kogte appelsinskal.

Ande- eller gåsesteg med brunkål

Fra Sydsjælland.

and eller gås
æbler eller pærer
syltede sveskeblommer eller udblødte svesker
farin eller melis
1 hvidkålshoved

En and eller gås gøres i stand og det meste af fedtet fjernes. Fyldes med æbler eller pærer med skrællen på, syltede sveskeblommer eller udblødte svesker. Steger på sædvanlig måde. Andefedtet smeltes i en gryde med farin eller melis, heri vendes 1 hvidkålshoved skåret i 8 dele (ikke snittet) og stokken fjernes, lidt vand tilsættes, og kålen koger mør – serveres til andestegen.

Kilde: Kirsten Larsen

Andefyld

4 personer – Bornholm

4-5 kommenskringler
2 tsk kanel
2spsk sukker
1 pakke rosiner
1 pose svesker
½ l mælk

Kommenskringlerne deles i småstykker, mælken varmes op, alle ingredienser tilsættes, til sidst hældes mælken over og der røres let om. Fyldet puttes i anden.

Efter anden er færdig tages fyldet ud og serveres som tilbehør til andestegen.

Kilde: Steffen Vesth

Andelår med kartofler og linser

2 andelår
200 g løg
600 g kartofler
100 g linser
3 laurbær
2 fed hvidløg
1 øl, f.eks. skibsøl, mørk/lys Gambrinus, påskeøl
½ liter vand
salt, peber
evt. hakket persille

Del andelårene i to. Del herefter overlårene i to ned langs benet. Hak løgene. Skræl kartoflerne og skær dem i halvgrove stykker. Hak hvidløget fint. Brun lårstykkerne i en gryde. Kom løg, laurbær og hvidløg ved. Krydr med salt og peber. Tilsæt efter et par minutter øl og vand. Kog op og kog videre ca. 1½ time under låg til lårene er møre. Kom linserne og kartoflerne i grove tern ved og kog videre uden låg. Retten jævner let, og kartoflerne er møre.

Anret på tallerkner og kom evt. persille på toppen.

Kilde: Meyers Køkken

And fyldt med postej

8-10 personer

1 and, ca. 2800 g
500 g svinelever
250 g hakket spæk
salt
peber
3 ansjoser
2 spsk mel

Skær lår og vinger af anden og skrab alt kødet af. Kom kødet i en skål sammen med indmaden, lever, spæk og ansjoser. Kør det igennem maskinen en gang og rør farsen sammen med melet, et drys salt og peber. Derefter tages fat på selve anden. Med en spids kniv skæres op langs rygbenet og rundt om brystbenet så hele skråget kan tages ud. Fjern kirtler fra halsskindet. Foran dem har de nu et stykke flad and uden ben. Herpå lægges farsen, og andekødet foldes sammen og fæstnes med kødnåle eller sys med bomuldsgarn. Lægges i en brødform med sammensyningen nedad. Sættes i ovnen ved 250 grader på risten på nederste rille. Når overfladen er gylden, dæmpes varmen til 150 grader og stegningen fortsættes i ca. 1½ time. Er anden meget fed, må fedtet hældes fra flere gange under stegningen. Den færdigstegte and skal være sprød og farsen gennemstegt. Når formen er kølet af, tages anden ud og lægges på et skærebræt. Den servres kold eller lunken. Man kan lige give den et par minutter ved stærk overvarme, så skindet bliver sprødt. Det kan være vanskeligt at skære anden i pæne skiver. Brug en meget skarp kniv og puds skiverne af bagefter, det vil sige skub dem sammen og fordel farsen inden for anderammen.

And med oliven som i provence

Fjerkræ 4 personer

1 and – ca. 2 kg
1 tsk olivenolie
½ l bouillon
½ dl tør hvidvin
100 g grønne oliven i lage
½ citron

Mirepoix:
1 spsk olivenolie
1 løg
2 gulerødder
1 lille selleristængel
Herbes de provence
Salt

Fyld:
100 g ricotta – eller brousse ( provencalsk fåremælksost )
1 æg
1 spsk olivenolie
1 løg
1 fed hvidløg
Hjerte, lever og krås
2 skiver hvedebrød
500 g sølvbedeblade
Tørrede oreganoblomster
Muskat
Salt – friskkværnet peber

Varm olien på panden og svits det hakkede løg ved svag varme til det er blødt. Tilsæt så de hakkede indvolde og svits til de tager farve – Tag så panden af varmen. Stød hvidløget med salt i en morter eller blend. Tilføj brødkrummen uden skorper. Bland med de svitsede indvolde. Blanchér sølvbedebladene. Knug dem tørre, hak dem og bland dem i farsen sammen med ost og æggemassen. Smag til med oreganoblomster, muskat, salt og peber. Forvarm ovnen ved 230°.

Udtag andens ønskeben: Træk halsskindet ned over brystet. Mærk benets kontur og snit hele vejen rundt med en lille, skarp kniv. Skær det fri af brystbenet, stik en finger ind om benet og træk det fri af vingeleddene. Snit vingespidserne af ved andet led. Del dem i 2 ved første led. Del halsen i korte stykker. Læg til side. Fyld anden med farsen. Luk den med kødnåle eller sy den sammer med bomuldstråd. Gnid den ind i olie og drys den med groft salt. Læg den i bradepanden med brystet opad, og læg vinge- og halsstykkerne ved. Dæk lårene af med alufolie, så de ikke bliver tørstegt. Sæt anden i ovnen og steg i 35 ~ 40 minutter. Dryp jævnligt med stegeskyen efter et kvarters tid.

Efter forstegningen tages anden ud af ovnen og temperaturen sænkes til 150°. Start med at lave mirepoix’en. Opvarm olien svagt i en kasserolle og tilsæt de skrællede, finthakkede gulerødder, det finthakkede løg og selleristængelen. Smag til med provenceurter og salt. Lad kasserollen simre en halv times tid. Mos ost og æg med en gaffel. Hæld mirepoix’en i en tykbundet gryde. Fjern alufolien, læg anden i og fordel vinge- og halsstykker omkring. Hæld fedtet fra bradepanden og kog den af med hvidvinen over stærk varme. Skrab bunden af med træspartel. Hæld kraften og den varme bouillon over anden. Smør et stykke pergament med olivenolie og læg det med oliesiden nedad over anden.

Læg låg på gryden og sæt den i ovnen ved 190°. Efter en times tid lægges anden i et ildfast fad. Si stegeskyen over i en lille gryde. Pres al væde igennem. Kog skyen op og sænk så varmen til simring. Træk gryden skævt på varmen, så den fedtfri sky kan skummes af i den varme side og hældes over anden. Undgå at der kommer skind med og fortsæt til der ikke stiger flere fedtperler op. Blanchér de grønne oliven i et minut og tilføj dem til saucen. Brun anden i et kvarters tid før den anrettes på fad. Skyen i det ildfaste fad hældes i saucen. Giv saucen et kort opkog og smag til med citronsaft. Denne and bringer det bedste frem i en kraftig rødvin.

Kilde: Livsglad mad, Bogan’s forlag. John Erik Hansen 27-03-1996.

And med tandori og kokosmælk

Fjerdkræ, orientalsk 4 personer

2 andebryster ( 300 g)
1 løg
2 tsk karry
1 tsk tandori (blandingskrydderi)
2 spsk olie
1 dl stærk andebouillon
1 dåse kokosmælk
1 spsk sojasauce
1 spsk limesaft

Skindet skæres af andebrysterne. Kødet skæres i strimler. Løget hakkes og svitses i olie sammen med karry og tandori. Kødet svitses med. De øvrige ingredienser tilsættes. Snurrer sammen ca. 10 min.

Tilbehør: Ægnudler og dampede grøntsager f.eks. grønne bønner og gulerodsstænger.

Kilde: Opskrifter med kokosmælk fra Irma

And som i Genova

Fjerkræ 4 personer

1 and – 2500 g
1 dl olivenolie
1 bundt persille
4 spsk bouillon
Rosmarin – efter smag
1 citron – saften
Salt – friskkværnet peber

Rengør anden og læg den i et fad. Bland olien, den hakkede persille og rosmarinen og pensl anden hermed. Drys anden med salt og peber, og lad den trække nogle timer. Pensl fra tid til anden. Læg anden på stegerist. Opvarm ovnen til 225° i fem minutter, sænk så varmen til 180° og sæt anden ind. Lad den stege i omkring halvanden time – tyve minutter pr halvkilo. Prik skindet fra tid til anden, så fedtet kan løbe fra. Efter en time hældes fedtet fra, og bouillon og citronsaft hældes over. Sæt anden i ovnen igen og steg til den er mør. Fra tid til anden dryppes med stegeskyen.

Kilde: Livsglad mad, Bogan’s forlag. John Erik Hansen 27-03-1996.

Bedstemors sommersylte

4-6 personer

1 lille kylling
¼ l hvidvin
1 porre
2 laurbærblade
5-6 peberkorn
1 hønsebouillonterning
vand
salt
peber
8 blade husblas
1 bundt forårsløg
1 rød peber
1 pakke bacon
brød

Læg kyllingen i en gryde, tilsæt hvidvin, fintsnittet porre, laurbærblade, peberkorn, hønsebouillonterning og vand så kyllingen er dækket. Krydr med salt og peber. Kog for svag varme i ca. 1 time. Tag kyllingen op. Si suppen og kog den ind, så der er ca. ½ litter tilbage. Opblød husblasen i koldt vand og smelt den i suppen. Skær kyllingkødet i mindre stykker, snit forårsløgene, skær peberfrugten i terninger og bland alt. Hæld det i en form, der er fodret med husholdningsfilm. Hæld suppen over og stil sylten kold i cs. 3 timer. Server med brød og sprødtstegt bacon.

Berberieand med appelsinsauce

4 personer

3000 g berberieand
¼ liter rødvin, tør
2 dl appelsinsaft eller juice
1 stor løg i skiver
2 stor timiankviste
2 laurbærblade
½ liter piskefløde
maizena, lidt
½ rødkålshoved, snittet
3 dl tyttebærsyltetøj
1 kg aspargeskartofler
groft salt og peber

Dagen før servering vendes tyttebærsyltetøjet i rødkålen. Stilles koldt til næste dag.

Andens flomme (bugfedtet) skæres i tern og smeltes af i en stegegryde. Løg brunes i fedtet og tages op. Vingerne skæres af anden og hugges ligesom halsen i stykker og brunes sammen med kråse og hjerte i andefedtet. Tilsæt løg, vin, 1 tsk. salt, 1 kvist timian samt laurbærbladene. Hæld så meget vand ved, at det hele er dækket og kog under låg ved svag varme (skal kun boble svagt), mens anden steger.

Anden krydres indvendigt med salt og peber og 1 timiankvist lægges ind i den. Anden gnides udvendigt med groft salt og placeres med brystet nedad på risten over bradepanden i en 200 grader varm ovn. Hæld lidt vand ved. Tilsæt mere vand under stegningen efter behov. Steges i ca. 2 – 2 ½ time. Efter 1¼ time vendes anden og steger færdig.

Stegeskyen hældes i gryden med fon’den og koges med op. Skyen sies, appelsinsaften tilsættes, og skyen koges ind til den har en tilpas kraftig smag. Fløden koges op til den cremer. Pisk stegeskyen i fløden og jævn saucen. Tilsæt evt. lidt madkulør. Anret kødet på et varmt fad og hæld saucen over. Servér med rødkålssalaten og pillede aspargeskartofler.

Braiserede gåsebryster

½ stort hvidkålshoved
2 dl hvidvinseddike
2 spsk salt
2 gåsebryster
4 dl hvidvin
6 enebær
4 fed hvidløg
1 tsk spidskommen
salt
peber
sukker
honning
frugtgelé

Snit gåsebrysterne på kryds og tværs i fedtet. Brun dem grundigt på fedtsiden og derefter på den ande side. Tag dem fra.
Snit kålen fint. Lad den trække et par timer med salt og eddike. Kålen smider saft. Hæld saften bort. Steg den til den falder let sammen ved ikke for høj varme i lidt af det afsmeltede gåsefedt. Kom krydderier, afbrunet gåsebryst og hvidvin ved, og lad det simre i 15-20 minutter, til gåsen er rosastegt. Smag til med sukker, honning eller frugtgelé. Ønskes en gennemstegt gås, brunes den, og steges ca. 3½ time i ovnen ved svag varme (140 grader). Tilsæt lidt vand under stegningen.
Kilde: Meyers Køkken

Budin azteca, kyllinge-tortilla-gryde

Mexicansk, fjerkræ 8 personer

18 majstortillas, eller 12 hvedemelstortillas
2½ dl majsolie
9 dl salsa de jitomate
1 kylling (1300 gr)
2 chilipebre, grønne
3 dl cremefraiche
1 løg
225 g cheddarost, mild

Kog kyllingen, udben den og fjern alt skind. Skær chili i strimler, hak løget fint og riv osten. Varm olien op på en stegepande. Steg tortillaerne ca. 30 sek på hver side, hvorefter de lægges til afdrypning på fedtsugende papir og holdes varme til alle er stegt. Tænd for ovnen og varm den op til 180 gr. Bring tomatsaucen i kog. Spred 4 spsk af den varme sauce ud over bunden af et ovnfast fad. Dyp en tredjedel af de stegte tortillas i den varme sauce, en ad gangen, og fordel dem over bunden af fadet. Tortillaerne skal overlappe hinanden, så de alle ligger helt fladt. Øs noget mere tomatsauce over tortillaerne. De skal være helt dækket, også kanterne. Arrangér ca. en tredjedel af kyllingestykkerne oven på tomatsaucen og tortillaerne, derover chilipeber, cremefraiche og hakket løg. Til sidst drysses alt med reven ost.

Kilde: Lars Olesen

Caldo de pollo, mexicansk hønsebouillon

Mexicansk, fjerkræ 6 personer

1 poulard, frisk (ca. 1300gr.)
1 tsk salt, strøgen
1/4 tsk peber, friskkværnet
3 spsk malteddike
2 1/4 l vand
1 hønsebouillonterning
2 stilke hakket blegselleri
2 hakkede mellemstore gulerødder
3 hvidkålsblade i strimler
6 stilke koriander/persille
3 fed hvidløg
3 hakkede ml.store løg

Skyl poularden grundigt og fjern gumpen og alt gult skind ved indvoldene. Kom poularden i en stor gryde sammen med alle de øvrige ingredienser. Læg låg på og lad poularden snurre lige omkring kogepunktet i 1 time. Fjern enhver antydning af skum, som måtte vise sig på overfladen. Prøv om poularden er mør ved at stikke i låret. Hvis der kun kommer klar saft ud og låret føles løst, er poularden klar. Så tages den op, og suppen sies og smages til. Hvis smagen er for svag, må der tilsættes endnu en bouillonterning, og så skal suppen koge i yderligere 5 min. Skum den for alt evt. fedt. Det gøres nemmest, efter at bouillonen har fået lov at stå i køleskabet i 2 timer. Det kolde kød kan bruges i andre retter som f.eks. Tostadas, Budin azteca eller Tacos.

Caribiske kyllingelår med karry og mango

4 personer

Kokosmælk:
50 g reven kokosnød,
tørret eller frisk
1½ dl mælk

Kyllingelår:
12 kyllingelår
salt, peber og mel
stærk madraskarry
70 g smør
1½ dl kokosmælk
1½ dl hønsebouillon
2 faste mangoer

Tilbehør:
løse ris (gerne basmati)
kokos- og bananchips

Tips: Kokosmælken kan i en snæver vending erstattes med piskefløde.

Kokosmælk: Overhæld kokoskødet med kogende mælk og lad blandingen trække i 15 minutter. Derefter hældes den i en si, beklædt med tyndt stof. Lad væden dryppe af. Pres kokosmelet godt ud (vrid evt. klædet), kassér det og gem væden.

Kyllingelår: Lav et snit rundt om “ankelen” på hvert kyllingelår. Skær igennem til benet og fjern skind og brusk. Træk de lange flipstiverlignende sener ud – brug fingrene og pincet eller tang. Gnid lårene med salt, peber og karry og vend dem i mel. Brun dem på alle sider i halvdelen af smørret på en pande.

Tør panden med lidt køkkenrulle og smelt resten af smørret i den. Svits en spiseskefuld karry i smørret. Spæd med bouillon og kog saucen op under omrøring.

Skræl mangoerne og skær frugtkødet fra den flade sten i tykke både.

Læg mangostykkerne i et ildfast fad og krydr med salt og peber. Fordel lårene ovenpå og hæld saucen over. Læg låg eller alufolie over fadet og sæt det i den 200° varme ovn i ca. 35 minutter. Fjern låget 5-10 minutter før endt stegetid.

Catalinsk kylling

Fjerkræ 4 personer
 
2 kyllinger
1½ dl olivenolie
1 mellemstort løg
1 fed hvidløg
1 laurbærblad
2 dl tør hvidvin
1 rød peberfrugt
Salt – friskkværnet peber
2½ dl langkornede ris
1 tsk safran
2 spsk smør

Rengør kyllingerne, dup dem tørre og del dem i kvarter. Drys rundhåndet med salt og peber. Ophed olien i en kasserolle og brun stykkerne. Tag kødet op. Hak løgene og svits dem i kasserollen. Kassér frøstol og stilk, skær peberfrugten i strimler og svits dem. Læg kødet ovenpå og tilføj laurbærbladet og vinen. Lad retten simre et kvarters tid. Eventuel indmad kan sønderdeles med blenderen og kommes ved. Smelt smørret i en gryde og tilføj safran, salt og hvid peber. Svits risen og anbring kyllingestykkerne ovenpå. Hæld resten af kasserollens indhold over, tilsæt 4 dl vand, læg låg på og lad retten snurre til risen er kogt. Hold øje med at risen ikke koger tør – tilsæt evt. ekstra vand.

I stedet for safran kan anvendes gurkemeje til den gule farve..

Kilde: Livsglad mad, Bogan’s forlag. John Erik Hansen 27-03-1996.