Kategorier

Engelsk Christmascake

En kage, der traditionen tro, er fyldt med masser af frugt.
Den skal helst bages i uge 47 eller 48, for at være perfekt til juledagene. Så har den tid til at stå og “trække” i køleskabet i en kraftig plastikpose, inden den slutteligt skal pyntes og serveres for dine julegæster. I vore travle dage, kan det være en fordel, at være lidt foran…..

250 gram blødt smør
250 gram sukker
3 æg, str. L
Reven skal & saft af 1 renskyllet appelsin
250 gram hvedemel
1 spsk. stødt kanel
400 gram lyse rosiner
400 gram korender
350 gram hakket, blandet frugt som f.eks.
sukat, pomerans, cocktailbær, kandiseret ingefær og appelsinskal
1 dl. “Stroh-rom” 60 % (!)
50 gram smuttede, hakkede mandler eller hasselnødder

Pynt:
Chokoladeblade og evt. kristtjørn

Smør en springform i str. 24 – 26 cm. i diameter og beklæd sider bund og sider med bagepapir og pensel igen med smør.
Bland rosiner, korender og den hakkede frugt i en skål og hæld rom over. Dæk skålen til med film (spritten skulle nødigt fordampe !) og lad det hele trække smag i en times tid.
Pisk smør og sukker tykt og tilsæt æggene ét ad gangen. Næste æg tilsættes ikke før smør og sukker har “optaget” det første. Imellem hvert æg, tilsættes 1/3′del af melet. Dette forhindre, at dejen “skiller”.
Derefter tilsættes appelsinskal- og saft. Så tilsættes det evt. resterende mel, kanel og de marinerede frugter samt mandlerne. Lidt ad gangen….
Hæld dejen i den klargjorte form og glat overfladen ud.
Når kagen bages, skal man undgå, at ydersiden ikke får for megen varme, i forhold til det inderste af kagen. Dette klares lettest ved, at man pakker et par lag avispapir om springformen.
Stil formen i en forvarmet ovn på 150° C. og bag den 3 – 3½ time.
Hér er “strikkepindeprøven” på sin plads: Hvis der ingen dej hænger på “pinden”, er kagen færdig. I modsat fald, gi’r du den lidt mere. Ikke noget med at skrue op for varmen. Dét går det ikke hurtigere af .
Tag den derefter ud af ovnen og lad den hvile ½ times tid, inden den flyttes over på bagerist for at afkøle helt.
Som ovenfor beskrevet, skal den nu “trække” i 4-5 uger i køleskabet, godt pakket ind.
Så er det tid til dekoration:
Find og skyl f.eks. laurbær- eller kristtjørnblade og gnid dem derefter med lidt madolie på undersiden. Smelt en god chokolade (35° C.) og pensl det på undersiden afbladene. Lad det stivne og “kræng” forsigtigt det rigtige blad af chokoladen.
Disse blade bruges som pynt sammen med f.eks. rigtige kristtjørnblade og / eller klaser af f.eks. rønnebær.

N.B.: Er man nu helt vild med Stroh-rom er dernogle der bruger, at prikke huller i kagen med en strikkepind og derefter “dryppe” lidt extra rom på kagen. Smag og behag er som bekendt forskellig.
Bruger du sidstnævnte tips, bør du nok lade bilen stå til næste dag…

Glædelig jul !

Minder om denne opskrift:

1 comment to Engelsk Christmascake

  • jens Christiansen

    Min kone vil gerne lave en Christmas kage så jeg ville gerne spørge om man kunne få opskriften på denne eller skal jeg skrive den ned efter siden
    Med venlig hilsen
    Jens Christiansen