Kategorier

Surrib

(6-8 pers.)

Surrib hører til på et sønderjysk frokostbord og er et ‘must’ til en sønderjysk julefrokost.

Ca. 1 kg magert stribet flæsk (kogeflæsk, ribbenstykke)
7½ dl vand
2½ dl eddike
2 tsk salt
1 tsk sorte peberkorn
4-5 laurbærblade
1 løg
husblas

Kødet koges i et helt stykke i vand og eddike tilsat salt, peberkorn, laurbærblade og det pillede løg, skåret i 4 dele. Koger ved svag varme i ca. 1½ time. Kødet tages op og køler af. Lad suppen stå til fedtet er stivnet, så kan det let fjernes. Derefter sies suppen. Suppen smages evt. til med lidt sukker og eddike. Husblas svarende til suppens mængde blødes op i koldt vand og smeltes derefter i den varme suppe. Sværen fjernes fra kødet, som skæres i ca. 1 cm tykke skiver. Arranger nogle laurbærblade i bunden af et fad eller en skål, hæld lidt suppe over og lad det stivne i køleskabet. Derefter lægges kødskiverne over og resten af suppen hældes over. Det hele stilles i køleskabet og er klar til servering nogle timer efter, når suppen er stivnet. Kan med fordel laves et par dage inden servering, men kan ikke fryses.

Servering: Spises sammen med sønderjysk rugbrød, stærk sennep, evt. syltede agurker, – en snaps dertil er ikke at foragte. Kan også spises som hovedret med stuvede kartofler til.

Kilde: Ulla Faber

Minder om denne opskrift:

Comments are closed.